Gorges_du_Verdon

Gorges du Verdon

Gorges du Verdon er en ca 25 km lang og 700 m dyb kløft - dannet af Verdon floden.

 

Dette er en af de største og mest berømte attraktioner I Frankrig - et absolut "must see" når man er på de kanter.

Man kan tage turen rundt om Gorges du Verdon på en enkelt dagstur, men derudover byder området på gode muligheder for vandring, sejlads på Verdonfloden, badning/sejlads i Lac de Sainte-Croix o.s.v.

 

Fra Claviers er der ca 1 time til Gorgen. Man kører nordpå over Bargemon til Comps-sur-Artuby. Her skal der vælges om man vil mod uret - eller med uret - rundt. Vi har altid valgt turen mod uret rundt, dvs fra Comps-sur-Artuby køres via Trigance og Rougon. Begge byer er værd at gøre holdt i: Trigance pga. borgen og middelalderbyen, Rougon pga. det første imponerende kig ned i Gorgen.

 

Kort efter Rougon kan man køre fra "hovedvejen" til venstre ind på Route des Crétes (D23). Denne vej er smal med mange hårnålesving - og skal tages denne vej rundt - for et stykke inde bliver den ensrettet. D23 er ikke for folk med højdeskræk og sarte nerver - men en stor oplevelse (for dem der overlever).

 

Efter D23 rundturen kommer man tilbage på "hovedvejen" og efter yderligere noget kørsel dukker den turkisblå opdæmmede sø Lac de Sainte-Croix op. Her bør man køre lidt videre til Moustiers, som absolut også er et besøg værd. I højsæsonen (Juli, August) er her dog masser af turister og det kan være lidt svært at finde et sted at sætte bilen.

 

Fra Moustiers køres tilbage til Lac de Sainte-Croix og via byen Aiguines kommer man ind på Corniche Sublimes ruten (D71), som - hvad angår udsigter og adrenalin - ikke står tilbage for Route des Crétes. Efter  masser af hårnålesving og imponerende udsigter når man omsider tilbage til Comps-sur-Artuby.

Rundturen er færdig.